Kategorier
Molenyt Nyheder

MoleNyt – Marts 2020

Søsætning af både

Opdateret: 20. Marts 2020 17:00

På trods af Corona har jeg valgt at sætte både i vandet som vi plejer. Argumentationen er, at vi jo almindeligvis er få personer samlet, vi behøves ikke at komme tæt på hinanden og det hele sker i fri luft. Derfor mener jeg, at risiko for smitte med Covid-19 holder sig indenfor regeringens anbefalinger.
Hvis ikke du ønsker at blive søsat under de gældende omstændigheder bedes du kontakte mig. 

Da Coronasituationen ændrer sig meget hurtigt i øjeblikket, har vi indtil videre, kun planlagt to datoer for søsætning: onsdag den 8. april og mandag den 13. april. Eventuelle ændringer og flere datoer vil blive annonceret i den kommende tid.

Hvis du sigter på at være klar til søsætning én af de to dage, vil jeg bede dig kontakte mig, helst på mail, og informere om, hvilken dato du foretrækker. Da bådene jo i nogen tilfælde står i vejen for hinanden, kan jeg dog ikke garantere, at din båd kan blive søsat på din ønskede dato.

Til information er der åbnet for både el og vand på havnen. Ikke alle vandslanger er monteret, men det kommer.

Gamle bukke og stativer

Bag muren på nordre mole ligger en del bukke, stativer, bøjer mm. som ikke bliver benyttet. Hvis du er ejer af noget af det, så giv et praj til Havnefogeden senest 1. april d.å. De ting, der ikke er sat navn på, vil blive kørt på lossepladsen kort efter.

Havneassistenter

Niels Bartholin har sammen med ”Buggi” (Jørgen Michael Hjortborg) været havneassistenter/afløsere i de senere år. Buggi fortsætter som hidtil, men Niels kan ikke længere påtage sig jobbet hen over sommeren. Heldigvis har Kim Hjortkær meldt sig under fanerne i stedet. Kim har selv båd i havnen, og kan godt få tjansen som assistent til at hænge sammen med sine opgaver for TV2. Vi glæder os til samarbejdet.

Taarbæk Kro

Som alle sikkert ved, har kroen fået nye ejere. Det er vi meget glade for og samtidig spændte på hvad der kommer til at ske. – Velkommen😊

Arbejdet går i gang nu, og i den forbindelse vil der midlertidigt blive opstillet et par containere på havnen foran kroen til byggeaffald. Vi forventer ikke de store gener af den grund. Men noget støv og flytning af både kan ikke undgås.

Kloakbyggeri (Ventilværk) ved Nordre Molevej

På det nordlige hjørne ved Nordre Molevej og havnen skal kommunen udskifte den eksisterende sammenfletning af kloakker fra skoven og vejene. Baggrunden er, at vand fra bækken i skoven godt må ledes direkte ud i Øresund under nordre mole, mens vand fra vejene skal føres videre i den nye regnvandsledning under Taarbæk Strandvej.

Desuden fungerer den eksisterende ventil, som holder havvandet ude ved højvande, ikke korrekt. Det bevirker, at der somme tider løber havvand ind i regnvandsledningen for senere at blive pumpet tilbage i Øresund –  ikke så smart. Arbejdet var planlagt til at foregå i løbet af denne vinter, men er blevet udskudt og vil ske i løbet af forsommeren eller – endnu bedre – næste vinter.

Betalingssystem

Havnen har i mange år anvendt de almindeligt kendte Dankortterminaler fra Nets til at modtage kortbetalinger. Vores terminal blev imidlertid ”dømt ude” pr. 1. januar, fordi den ikke kunne modtage betalinger kontaktløst. Derfor var vi nødt til at udskifte den.

Da Nets’ alternativer er meget dyre, har vi valgt en svensk løsning – iZettle. Den er enkel og billig, både i etablering og drift. Og vi kan stadig tage imod alle kort (bortset fra ”rene” Dankort), MobilePay og bankoverførsler. Sidstnævnte er billigst og nemmest for os.

Med mange forårshilsner:-)
Havnefogeden