Molenyt – December 2020

Nye både i havnen
Vi byder velkommen til tre nye bådejere: Familien Garlov med en Nordisk Snekke, Hannelore og Niels med en Polaris Drabant og Robert Fürstling med en speedbåd. Desuden ventes en Knarr til foråret.

Onsdag er fiskedag
Fisker Morten fra Vedbæk anløber Taarbæk havn hver onsdag formiddag med friskfanget fisk. Arrangementet er en stor succes og til glæde for mange i byen. Morten vil meget gerne fortsætte ordningen så længe der er afsætning. Så husk at købe fisk på havnen om onsdagen.

Overvintring i Skovshoved
I sidste nummer af Molenyt omtalte vi 2 store projekter: Ombygning af kroen samt et kloakventilværk ved Nordre Molevej. Begge byggerier går i gang i de kommende måneder, og har brug for plads til maskiner, materialer, mandskab mm. Derfor har vi bedt 13 bådejere om at lade deres både overvintre hos Nordbjærg’s i Skovshoved. Tak til alle for jeres hjælp til at løse denne opgave.

Vi regner med at ventilbyggeriet er færdigt i løbet af februar 2021. Derimod vil ombygningen af kroen vare mindst 12 måneder fra byggestart. Havneområdet foran kroen vil derfor være afspærret i denne periode bortset fra en 2 meter bred passage langs kajkanten. Vi beder om forståelse for de gener det vil medføre såvel for bådejerne, gæstende fartøjer og byens borgere.

Ålegræs i havnen.
Kraftig nordenvind har i efteråret fyldt havnen med ålegræs i 2 omgange. Flere steder var det over en halv meter tykt og umuliggjorde sejlads i havnen. Enkelte kom dog ud ved at trække båden langs molerne.

I første omgang gik ålegræsset til bunds i løbet af et par uger. Men i anden omgang slap vi af med græsset ved at ”hjælpe det på vej” i forbindelse med lavvande, hvor vandet løber ud af havnen og tager græsset med. Mange Georg GearIøs-metoder blev taget i brug i den forbindelse med større eller mindre succes. For år tilbage blev ålegræsset i øvrigt fisket op og brugt til ”tængning” af Læsøhuse på Frilandsmuseet.

Højvandssikring
Vi har forberedt os til ekstraordinært højvande i løbet af vinteren ved at få renset kloakker, efterset pumper mm. Der bliver også sat stålplader op ved de gamle toiletter under havnekontoret, så havvandet ikke løber i kloakken her og overbelaster pumpestationen ved Becksvej.

Vinter gæstebåde
Som tidligere omtalt forsøger vi at tiltrække gæstebåde til havnen hen over vinteren. I år ser det ud til, af vi får en håndfuld gæster. Enkelte både er lagt op for vinteren, mens andre kommer at have let adgang til at fiske i denne del af Sundet.

Hunde i snor
Vi beder – igen igen – alle hundeejere om at holde hunden i snor og at samle efterladenskaber op. Ærligt talt – hvor svært kan det være?

El-regler
På grund af brandfaren må landsatte både kun have el-tilslutning, når der er personer om bord eller i umiddelbar nærhed af båden.
El-forsyning til både som ligger i vandet kræver brug af måler, som kan bestilles på havnekontoret.

Havnebestyrelsen og havnefogeden ønsker alle god jul og godt nytår.